Vinterdæk

Hvert år i efteråret bliver vinterdæk det store samtaleemne for danske bilister. Skal du have dem på? Hvornår skal de på? Gør de overhovedet en forskel? Og hvad er reglerne i udlandet? Det virker næsten som om, der er flere spørgsmål end svar. Vi giver dig svaret på, hvad der er op og ned, når du skal vælge dæk til vinteren.

Hvis du har svært ved at huske reglerne for vinterdæk i Danmark, så er du ikke alene. Det gælder for de fleste danske bilister. Og det bliver endnu sværere at huske, når det gælder udlandet. Men der er heldigvis råd for den slags.

vinterdæk danmark

Her kan du læse alt det, du har brug for at vide om vinterdæk i både Danmark og landene omkring os.

Hvad er vinterdæk?

Vinterdæk er en dæktype, der er specielt beregnet til at give godt vejgreb om vinteren. Det gælder specielt i glat føre, hvor de typisk skærer bremselængden ned til næsten det halve af, hvad sommerdæk klarer under de samme omstændigheder.

Vinterdæk er lavet af en gummiblanding, der har den rette smidighed, når termometret bevæger sig ned på vintertemperaturer. Samtidig ser dækmønstret lidt anderledes ud end på sommerdæk. Det er opbygget i blokke med lameller, der kan bevæge sig i forhold til hinanden.

vinterdæk

Fordelen ved denne opbygning er, at dækket nemt afgiver skidt og snavs, der ellers sætter sig i dækket. Dette problem er specielt stort om vinteren. Når skidt og snavs ikke sætter sig i dækket, har det en mere tæt kontakt til vejen. Det har enorm betydning for dækkets greb i vejen, at så meget som muligt af gummiet har kontakt med den.

Hvordan kan jeg se, om et dæk er et vinterdæk?

Hvis dækket skal kunne betegnes som et vinterdæk, skal det være mærket med et bjerg- og snefnugsymbol på siden. Samtidig skal det være mærket med bogstaverne “M+S”, der stå for ”Mud and Snow” – altså mudder og sne.

I de lande, hvor der er krav om vinterdæk, er det denne mærkning, der afgør om dækket er lovligt.

Når du skifter til vinterdæk er det vigtigt, at alle dæk på bilen er af denne type. Det er ikke lovligt eksempelvis at montere vinterdæk foran og sommerdæk bagpå – hverken i Danmark eller i udlandet.

Skal jeg have vinterdæk på i Danmark?

I Danmark er der ikke lovkrav om vinterdæk. Det betyder, at du selv bestemmer, om du kører på de samme dæk hele året.

test af vinterdækNår det er sagt, er det vigtigt at understrege, at både FDM og Rådet for Større Trafiksikkerhed anbefaler, at du altid kører med vinterdæk, når der er vinterføre. Det vil sige når der er sne, is eller bare våde vinterveje.

I tørt vejr om vinteren, eller ved højere temperaturer, er du egentligt bedre stillet med sommerdæk, selvom vinterdæk i dag ligger meget tæt på sommerdæk. Men udfordringen er, at det er svært at vide, hvornår den anden slags vejr kommer.

Og skal du ud i vinterføre, er du ekstremt dårligt stillet på sommerdæk. Derfor er det mest praktisk, at køre med vinterdæk hele vinteren.

Hvornår skal jeg skifte til vinterdæk?

Der findes som udgangspunkt ikke noget bestemt tidspunkt, hvor du bør skifte til vinterdæk. Det afhænger i høj grad af vejret. Når der er risiko for vinterføre og temperaturer omkring eller under frysepunktet, bør du have dem på.

Men det er jo svært at spå om den slags ting, og derfor bør du senest skifte inden november, for at være sikker på at være klar. Er dine sommerdæk slidt ned, kan du sagtens skifte lidt før i stedet for at skifte to gange inden vinteren.

En fordel ved at være lidt tidligt ude, er at det ofte er lettere at få skiftet. Når først vejrudsigten melder om vintervejr får autoværksteder og dækcentre travlt. Så kommer du nemmere til at vente på at få skiftet dækkene.

LÆS OGSÅ: Din-Bil.dk’s guide til autohjælp

Må man køre med vinterdæk om sommeren?

Der er ingen regler om, hvornår vinterdækkene skal af igen. Det betyder, at du godt må køre med dem om sommeren.

Men ligesom med sommerdækkene om vinteren er det ikke en god idé med vinterdæk om sommeren. De er nemlig lavet til vinterføre. Og i praksis bliver vinterdæk nemlig dårligere at køre i, så snart vejtemperaturen kommer over 7 grader.

Ligger vejtemperaturen derover, slides den bløde gummiblanding meget hurtigere, end gummiet på sommerdæk gør. Samtidig får du et bedre vejgreb med sommerdæk om sommeren.

Så brug dækkene i den sæson, de er beregnede til og skift derfor altid til sommerdæk, så snart risikoen for nattefrost og glat føre er overstået.

Er helårsdæk lige så gode som vinterdæk?

I den sammenhæng er det værd at tale om helårsdæk også. Mange vælger helårsdæk for at slippe for at skulle skifte dæk eller for at spare på pengene, ved ikke at skulle købe to sæt dæk. Men er det en god løsning?

Helårsdækkene er et kompromis mellem vinter- og sommerdæk. Det betyder, at helårsdæk er bedre end sommerdæk om vinteren og bedre end vinterdæk om sommeren. Men adskillige vinterdæk tests viser også, at du ikke får et lige så godt vejgreb om vinteren, som hvis du havde valgt vinterdæk, og det samme gælder om sommeren med sommerdæk.

Så med helårsdæk har du aldrig det mest optimale vejgreb.

Der er selvfølgelig en økonomisk besparelse, hvis du ikke ønsker at skulle forbi et værksted eller dækcenter et par gange om året. Men har du vinterdæk med fælge og sommerdæk med fælge, kan du selv skifte dem, og så sparer du alligevel den omkostning.

Udgiften ved at have to sæt dæk – et til sommer og et til vinter – er selvfølgelig højere her og nu. Men til gengæld har du to sæt dæk, der kun kører en halv sæson hver. Derfor holder de også dobbelt så langt. Så i længden er dine udgifter ikke større.

Hvad er bedst, vinterdæk eller pigdæk?

Pigdæk er meget anvendt især i Norge og det nordlige Sverige. Det skyldes at de oftere oplever lange perioder med is og sammenpresset sne på vejene, end vi gør i Danmark. Når der er is eller sammenpresset sne på vejene, giver pigdæk et væsentligt bedre vejgreb end vinterdæk.

Men i Danmark oplever vi kun få dage om året, hvor der er decideret is og sne på vejene. De ryddes hurtig og der saltes. På alle andre overflader end is og sne giver vinterdæk dig et bedre vejgreb end pigdæk.

Samtidig slides piggene på pigdæk hurtigt, hvis de kører mest på ren asfalt. Så undlad pigdækkene på de danske veje.

Pigdæk er tilladt i Danmark fra 1. november til 15. april.

Hvor meget dækmønster skal der være på vinterdæk?

Dækmønstret skal ifølge loven være på mindst 1,6 mm i Danmark, uanset om du kører på sommerdæk eller vinterdæk.

Du bør dog skifte dine vinterdæk, inden det når så langt ned. FDM anbefaler, at du skifter dækket inden du når under 3 mm dækmønster. Det skyldes, at når du når så langt ned, så mister dækket reelt de egenskaber, der gør det godt i vinterføre. Et vinterdæk med mindre end 3 mm mønster stiller dig altså mindst lige så dårligt som et sommerdæk.

Det er værd at være opmærksom på, at kravene til dækmønster i andre lande er højere end i Danmark. Så skal du til udlandet, skal du være særligt opmærksom på dækmønstret. Mere om det senere.

Hvor længe holder vinterdæk?

Holdbarheden på dæk afhænger i høj grad af, hvordan de behandles og opbevares. Samt selvfølgelig hvor meget de kører. De fleste kan køre et sted mellem 25.000 og 35.000 km. på et sæt vinterdæk. Men kvaliteten på dækkene og din kørestil kan have stor betydning for det tal.

Der er ingen regler om, hvor gamle vinterdæk må være. Men bliver de for gamle, begynder gummiet at revne i overfladen. Sker det, bør du ikke længere køre på dækket.

Læs også: Din-Bil.dk’s guide til behandling af stenslag.

Opbevaring af vinterdæk

Opbevaringen af dine dæk har stor betydning for, hvor mange år de holder. Hvis du opbevarer dem tørt, køligt og væk fra sollys og vind, holder de bedst. I så fald kan du regne med at dækkene kan holde mindst 5 år, hvis ikke de er slidt op inden. Nogle dæk kan holde længere end 5 år, hvis de bliver behandlet pænt og opbevaret korrekt.

Men efter 5 år, bør du undersøge dem regelmæssigt for tegn på revner og sprækker. Når disse opstår, skal du udskifte dækket.

Mange dækcentre og værksteder tilbyder opbevaring af dine sommerdæk, mens vinterdækkene er på og omvendt. Har du ikke selv mulighed for at opbevare dem et godt sted, kan udgiften til opbevaring være godt givet ud, fordi dine dæk så vil holde længere.

Hvilke vinterdæk skal jeg vælge?

Der er stor forskel på priserne på de forskellige dæk, og lige så stor forskel på kvaliteten.

Generelt kan du godt regne med, at pris og kvalitet hænger sammen. Ved de store test af vinterdæk, er det hvert år dæk fra store producenter som Michelin, Continental og Goodyear, der klarer sig bedst.

Hvis du vælger dæk af i en højere prisklasse, får du næsten altid et dæk, der både holder længere, samt har bedre vejgreb og kortere bremselængde.

Bremselængde og vejgreb er altafgørende for din sikkerhed i en farlig situation. Derfor er det værd at overveje den ekstra investering i et sæt af de bedste vinterdæk.

Hvad er det rigtige dæktryk på vinterdæk?

Det er vigtigt at have det rigtige dæktryk, uanset om du kører med vinter- eller sommerdæk. Det rette dæktryk giver både det bedste vejgreb og betyder, at dækket slides langsommere.

Du kan altid finde producentens anbefaling til dæktryk for netop din bil i bilens instruktionsbog. Derudover står den typisk også opgivet på en tabel enten på den indvendige side af brændstofdækslet eller i den indvendige kant ved førerdøren.

I tabellen kan du se anbefalet dæktryk for fordæk og bagdæk, baseret på hvor mange passagerer, du typisk kører med.

For vinterdæk bør du lægge 0,2 bar til producentens anbefalede dæktryk.

Vinterdæk i Tyskland

Reglerne i Tyskland kræver, at du ikke må køre med sommerdæk i vinterføre. Det betyder ikke, at du skal have vinterdæk på om vinteren. Men det betyder, at du ikke må køre i sne, is og andet vinterføre, medmindre du har dem på.

Er vejret fint, må du godt køre på sommerdæk. Men slår vejret om, må du ikke køre videre på dem. Derfor er det en rigtig god idé at få skiftet til vinterdæk, hvis du skal køre i Tyskland mellem oktober og marts. Dækkene skal være mærket med M+S-mærket.

Mindstekravet til dækmønster er 1,6 mm, men 4 mm anbefales.

Det er desuden ikke tilladt at køre med pigdæk i Tyskland.

Vinterdæk i Sverige

I Sverige er der lovkrav om, at der skal anvendes vinterdæk mellem 1. december og 31. marts, hvis du kører på veje med is, sne eller i vådt føre omkring eller under frysepunktet.

Mindstekravet til dækmønstret er 3 mm for at dækkene er lovlige. Snekæder er tilladte hvis forholdene kræver det. Pigdæk er tilladte mellem 1. oktober og 15. april, eller hvis vejret kræver det uden for perioden. Der er dog områder i nogle byer, hvor pigdæk ikke er tilladte.

Reglerne gælder både for biler og for anhængere.

Desuden er det et krav, at du skal have frostsikret sprinklervæske og altid medbringe en skovl i bilen.

Vinterdæk i Norge

Reglerne i Norge kræver, at føreren er ansvarlig for, at køretøjet har tilstrækkeligt vejgreb, hvad enten det er med vinterdæk, pigdæk eller snekæder. Det betyder, at du skal køre på enten vinterdæk eller pigdæk om vinteren i norge. Det betyder også, at du skal medbringe snekæder.

Mindstekravet til dækmønster er 3 mm og det er tilladt at køre med pigdæk fra 1. november til den første søndag efter påskedag. I nogle områder er de dog tilladte fra 15. oktober til 1. maj. Desuden gælder det – ligesom i Sverige – at hvis forholdene kræver det, er de også tilladte uden for perioden.

I Oslo, Trondheim og Bergen skal du i øvrigt være opmærksom på, at det koster en afgift at køre med pigdæk i byen.

Der gælder samme regler for brugen af snekæder.