Autoværksted

Skal du vælge et autoriseret autoværksted til din næste bilreparation eller det næste serviceeftersyn på bilen? Eller er det lige meget? Find ud af, hvad der bedst kan betale sig for dig. Og hvordan du er stillet, når du vælger den ene eller den anden løsning. Vi giver dig svar på, hvad der er den bedste og billigste løsning i længden.

Som bilejer er omkostninger til service og vedligeholdelse af bilen en uundgåelig del af hverdagen. En bil har i gennemsnit brug for at slå et smut forbi en mekaniker 1,9 gange om året. Derfor er det bestemt heller ikke ligegyldigt, hvor meget du skal betale, hver gang du er på besøg hos din automekaniker.

Men kan det betale sig at spare penge her og nu, ved at vælge et såkaldt uafhængigt eller frit autoværksted, eller er det bedre på den lange bane at vælge et autoriseret værksted til autoservice på din bil? Og hvad skal du være opmærksom på i begge situationer?

Nedenfor kan du se en forklaring på forskellen af Andersen og Martinis Brugtvognscenter:

Hvad betyder det frie værkstedsvalg?

I 2003 blev det vedtaget i EU, at bilproducenterne ikke kan kræve, at service på din bil skal udføres på et autoriseret værksted, for at opretholde garantien på bilen.

Det betyder, at din Toyota ikke længere absolut skal serviceres på et Toyota-værksted eller din Ford ikke længere skal forbi et Ford-værksted. Når blot det værksted du vælger, udfører reparationer og serviceeftersyn efter producentens forskrifter, dækker fabriksgarantien.  Og det gælder uanset, om værkstedet er autoriseret til det pågældende mærke eller ej.

autoværksted

Hvilke typer reparationer af bilen må ikke-autoriserede værksteder laver?

EU’s regler på området betyder, at ethvert værksted må foretage såvel reparationer på slidte dele, serviceeftersyn og reparationer af skader. Serviceeftersyn dækker også de foreskrevne eftersyn, bilproducenten har, som eksempelvis eftersyn ved 15.000 km.

Før 2003 dækkede producentens garanti ikke længere, hvis den slags ikke blev lavet på et autoriseret autoværksted. Men med de regler, der kom i 2003, må producenterne altså ikke længere stille krav om dette.

Undtagelser fra reglen

Der er enkelte situationer, hvor du ikke kan vælge frit mellem autoværksteder. Dem kan du se herunder:

Reparation, der er dækket af reklamationsret eller garanti

Hvis der er tale om reparation, der er dækket af en reklamationsret eller garanti for det specifikke værksted – eksempelvis, hvis værkstedet tidligere har udført en reparation, der skal laves om under garantien. I så fald skal reparationen laves på det bilværksted, der i første omgang udførte reparationen.

Fabriksgaranti ved reparationer, du ikke selv skal betale

Hvis reparationen er dækket af fabriksgaranti, og du ikke selv skal betale. Så skal den som udgangspunkt udføres på et autoriseret autoværksted for det pågældende bilmærke.

Specifikke serviceaftaler

Hvis der er indgået en specifik serviceaftale ved købet af bilen, der dækker visse reparationer. I så fald skal den slags reparationer, der er dækket af denne aftale, sandsynligvis laves hos det pågældende autoværksted for at være dækket af aftalen.

Gratis rusteftersyn ved gennemtæringsgaranti

Hvis der ydes en gennemtæringsgaranti på karrosseriet fra producenten, der kræver et årligt gratis rusteftersyn. Er dette tilfældet, skal dette gratis eftersyn foretages på et autoriseret værksted, for at du er sikker på, at garantien dækker ved reparation af rust på bilen.

I alle andre sammenhænge, må du frit vælge autoværksted efter eget ønske. Rusteftersyn og bilpleje er vigtig for at beholde bilen i god stand i mange år.

Hvad skal du være opmærksom på ved valg af frit autoværksted

Når du får serviceret bilen hos et autoriseret værksted, sørger bilmekanikeren for, at eftersynet bliver noteret i bilens servicebog. Men på det frie værksted, skal du selv sikre dig, at bilmekanikeren husker at notere dette. De fleste uafhængige værksteder er dog gode til at huske dette.

Men det er ejerens ansvar at kunne bevise, at bilen er serviceret efter forskrifterne, når det ikke foregår på et autoriseret værksted. Derfor skal du sørge for, at du får stempel i servicebog samt en faktura, hvor arbejdet er udspecificeret.

Bilimportøren er ikke forpligtet til at dække fejl, hvis han kan godtgøre, at fejlen er opstået på baggrund af manglende service eller en forkert udført reparation. Derfor er det vigtigt, at fakturaen på reparationen er så udførlig som muligt. Der bør for eksempel stå hvilken type olie eller reservedele, der er brugt i reparationen, herunder også producentnavn og producentens varenummer.

Ved skader som følge af uheld skal du ligeledes sørge for at have en faktura, der udspecificerer alt det arbejde, der er udført eller en taksatorrapport fra forsikringsselskabet.

Kvaliteten af de anvendte reservedele

En anden ting, du skal være opmærksom på, er, om kvaliteten af de anvendte reservedele er i orden. Der er ikke noget krav om, at der skal anvendes originale reservedele for det specifikke mærke. Men det er vigtigt, at kvaliteten af de reservedele, det frie værksted bruger, ikke er dårligere end kvaliteten på de originale.

autoværksted nyt hjul

Det er som regel ikke noget problem med de reservedele, de danske værksteder bruger. Og en rigtig god indikation på, at kvaliteten er i orden, er netop, at værkstedet har udspecificeret de brugte dele på fakturaen.

Der findes forskellige foreninger for frie autoværksteder, der sørger for, at deres medlemmer blandt andet overholder kravene til at kvaliteten af de anvendte reservedele. Det er foreninger som Autobranchen Danmark, Hella Servicepartner og Dansk Bilbranche-råd.

Pas på med timepriser

Det er fristende at kigge på timeprisen, når du skal lede efter en billig mekaniker. Men det er desværre ikke en ret god indikation for, hvad du kommer til at betale for reparationen i sidste ende. Der kan nemlig være stor forskel fra værksted til værksted på, hvor mange timer, de skal bruge på en bestemt reparation.

Sørg i stedet for at få et mekaniker-tilbud med en fast pris på det arbejde, du skal have lavet. Det er meget nemmere for dig at sammenligne og gennemskue prisen, hvis du kender den samlede pris for det, du skal have lavet.

Få altid et skriftligt tilbud på bilreparation

Du bør også sørge for, at få tilbuddet på skrift. På den måde er det meget nemmere for dig at tage affære over for værkstedet, hvis der var noget, der ikke var, som du forventede.

Derfor er det også vigtigt, at det er tydeligt beskrevet i tilbuddet, præcist hvad det er, reparationen dækker over. Det har også den fordel, at det gør det nemmere at se konkrete forskelle på tilbud fra forskellige værksteder, hvis du sammenligner.

Få tilbud på bilreparation på nettet og spar 1.500 kr. om året

Og det kan sagtens betale sig, at undersøge priserne for reparationer på nettet og sammenligne forskellige værksteder. Autobutler.dk, der er en online service, som formidler tilbud på bilreparation mellem bilejere og værksteder, har lavet en undersøgelse af mere end 65.000 reparationer. Den viser, at bilejere der sammenligner priserne på nettet, i gennemsnit sparer næsten 800 kr. pr. reparation i forhold til dem, der ikke gør.

Gennemsnitsbilen har brug for at svinge forbi autoværkstedet 1,9 gange om året. Det betyder, at du bare ved at undersøge priser på nettet inden reparationen, kan spare 1.500 kr. årligt!

De frie autoværksteder klarer sig bedre end de autoriserede

I en anden nylig undersøgelse Autobutler.dk har foretaget blandt næsten 24.000 værkstedskunder, bliver myten om, at de uautoriserede autoværksteder ikke er lige så gode som de autoriserede samtidig punkteret. Undersøgelsen viser nemlig, at tilfredsheden med de frie værksteder er større end ved de autoriserede.

De adspurgte gav samlet set de frie autoværksteder en bedømmelse på 4,5 ud af 5 stjerner. Tilsvarende lå de autoriserede værksteder en smule under med 4,4 ud af 5 stjerner. Der er altså ingen garanti for, at du får en bedre oplevelse, når du går til et autoriseret værksted. Tværtimod.

FDM – interesseforeningen for danske motorejere – har lavet en lignende undersøgelse, og kommer også frem til et lignende resultat. FDM konkluderer på baggrund af undersøgelsen, at kunder hos frie autoværksteder i gennemsnit er 5 % mere tilfredse end kunderne hos de autoriserede værksteder.

Undgå de dårlige værksteder

Når du får priser på reparationen på nettet, har det også en anden fordel. Her kan du nemlig se, hvilke oplevelser andre kunder har haft med det pågældende autoværksted. Så får du hurtigt overblik over gode og dårlige oplevelser. På den måde kan du undgå at overlade din bil i hænderne på en, der ikke leverer et ordentligt stykke arbejde.

Det betyder, at du både sparer penge og får sikkerhed for et godt og holdbart stykke arbejde. Dermed opnår du et kendskab til værkstedet, som du ellers kun kunne have fået gennem flere års reparationer.

Du kan trygt spare penge med de frie værksteder

Hvis du ikke er bange for at lave lidt forundersøgelser på nettet, og for at tænke selv, er det altså ikke noget problem at spare penge på dit bilbudget. Når blot du selv er opmærksom på at få noteret serviceeftersyn i bilens servicebog, og du sørger for at gemme fakturaen som dokumentation, står du akkurat lige så godt i en fremtidig garantisag med bilproducenten, som hvis du havde været på et autoriseret værksted.

FDM oplyser sågar, at de oplever, at biler der udelukkende har været serviceret på et autoriseret værksted, tit får afvist garantireparationer af producenten på grund af netop dårligt udført arbejde.

Så hvis du følger rådene i denne guide, er der mange penge at spare på service og vedligeholdelse i din bils levetid. Og det gælder både på den korte og den lange bane.

Læs også Din-Bil.dk’s guide til autohjælp her.

Lokale autoværksteder:

Vi har hos Din-Bil.dk lavet en større oversigt over autoværksteder i Danmarks byer. Nedenfor kan du klikke dig ind alfabetisk efter din by’s startbogstav. Hvis du bor i en by med under 1000 indbyggere, så vælg bogstavet fra den nærmeste lidt større by med over 1000 indbyggere.

Alfabetisk oversigt over byer:

A – B – C – D- E – F – G – H – I – J – K – L – M – N – O – P – R – S – T – U – V – Æ – Ø – Å

Du kan også se en alfabetisk oversigt over de forskellige områder og regioner i Danmark her!